Ugens profil - Stine Bang Iversen
Store oplevelser — små fodspor
Eventmedarbejder, grafiker og bibliotekar Stine Bang Iversen er tovholder på den nye gratis rejsefestival på Gladsaxe Bibliotek, Nye Horisonter.
Her kan man blive klogere på nogle af de mange anderledes måder at rejse på som alternativ til flyrejsen sydpå, som har et stort CO2-aftryk.
“Vi håber, at festivalen kan give gæsterne masser af gode idéer og råd til, hvordan de kommer i gang.”
Gå opdagelse i programmet for Nye Horisonter den 25.-26. januar her.
Dette er andet interview i vores nye serie af interviews med foredragsholdere, arrangører, ildsjæle og deltagere i grønne arrangementer.
Vi glæder os til at dele flere i den kommende tid 🌱
INTERVIEW
Kan du fortælle lidt om den rejsefestival, du er med til at arrangere?
Vi har kaldt festivalen Nye horisonter – En rejsefestival – Store oplevelser – Små fodspor. Det gør vi, fordi vi gerne vil inspirere folk til at prøve en anden type rejse end den klassiske flyrejse sydpå, som vi ved har et stort CO₂-aftryk.
Der er så mange skønne steder i Danmark og i vores nabolande, man kan rejse til. Måder at rejse på, der gør selve rejsen til en oplevelse – og ikke kun destinationen. At cykle, vandre og køre i tog gør noget helt særligt ved tempoet af rejsen.
Var der noget særligt, der gav inspiration til rejsefestivalen?
Vi ved, at vores transportvaner er et af de steder, vi som individer kan gøre mest for at sænke vores CO₂-aftryk. En del kollegaer er begyndt at rejse i tog, vandre og så videre, og vi havde bemærket en voksende interesse for at rejse mere bæredygtigt med flere og flere bøger om tog, vandring, staycation og så videre, et større fokus i medierne, i rejsegrupper på sociale medier.
Det kan være svært og tidskrævende at skulle til at rejse på en anderledes måde. Så vi håber, at festivalen kan give gæsterne masser af gode idéer og råd til, hvordan de kommer i gang.
Hvad har været den største optur ved at sætte sådan en festival op?
Den største optur har uden tvivl været de mange positive tilbagemeldinger, vi har fået fra både foredragsholdere og standdeltagere. Det er virkelig inspirerende at opleve, hvor mange der synes, at en festival som denne er en fantastisk idé, og som har støttet op om den.
Hvad har været den største udfordring?
Den største udfordring har været at finde balancen mellem at være tro mod vores formål og samtidig undgå at blive for firkantede. Vores fokus er på at fremme rejser med et lavt klimaaftryk, men vi er også realistiske.
Flere af vores foredragsholdere flyver en del, men de holder oplæg om de rejser, hvor klimaaftrykket er begrænset. Det er svært at finde foredragsholdere, der aldrig flyver, og vi ønsker heller ikke at sige, at man aldrig må flyve. Vores budskab er snarere, at der findes et væld af fantastiske rejseoplevelser, der ikke kræver det.
Hvilket grønt event, som du har deltaget i tidligere, har gjort størst indtryk på dig?
Jeg har de sidste tre år været med på Klimafolkemødet, og det giver mig altid en masse energi og håb. At være sammen med så mange mennesker, der alle synes den grønne omstilling er meget vigtig, er et kæmpe boost både personligt og arbejdsmæssigt.
Er der ellers et grønt event i den kommende tid, du særligt ser frem til?
Bibliotekerne i hele landet (og flere andre organisationer kommer med) laver hvert år UGE17 – en uge propfyldt med spændende aktiviteter og foredrag. Tøjbytte, plantebytte, fællesspisninger og så videre. Det plejer at være virkelig hyggeligt og givende, og det glæder jeg mig til at være med i igen i år.