Uge 40 - Åbning af Folketinget, Grønne Dage på Frederiksberg

Så er overblikket over uge 40 ude!

Ugen byder på en masse spændende arrangementer om vidt forskellige emner inden for klima, biodiversitet og grøn omstilling, så tag et kig i kalenderen og undersøg kortet nedenfor.

I dag begynder vi at uddele vores fysiske guide, som viser rundt til grønne events i Region Hovedstaden. Vi glæder os rigtigt meget til at dele den med jer, og vi håber, at den kan hjælpe folk til at finde inspiration, viden og fællesskab.

UGENS UDPLUK

En lang række grønne organisation tropper op til Folketingets Åbning den 1. oktober for at kræve, at politikerne prioriterer klimadagsordenen i den kommende politiske sæson.

Aalborg forvandles samme dag til en hub om bæredygtighed, når kommunen arrangerer den tiende internationale konference for bæredygtige byer og lokalsamfund med fokus på forbedring af politiske niveauer, samarbejder mellem byer og kommuner og finansiering af den grønne omstilling.

På Frederiksberg er der en hel uge med finurlige og tankevækkende arrangementer, så dyk ned i programmet og smut en tur forbi Grønne Dage i bydelen.

Du kan også tage færgen til Ungdomsøen på Middelgrundsfortet, hvor der i weekenden afholdes bæredygtighedsfestival med et program, der er propfyldt med spændende påfund.

SIDSTE UGES HØJDEPUNKTER

I sidste uge holdt Fossilfri Fremtid en forrygende konference på Christiansborg med paneldebatter, spændende oplæg og smukke, kreative overblik. Politikere og eksperter gjorde os klogere på, hvordan den nuværende fossile politik er uforenelig med Danmarks internationale klimaforpligtelser.

I midten af ugen holdt Tuborgfondet et arrangement om unges håb og drømme, og også her var der en masse gode indsigter at hente. Der var brandtaler og debatter, der understregede vigtigheden af fællesskaber, håb og handling, ikke mindst i skyggen af de økologiske kriser.

Sidst, men ikke mindst løb GRASP af stablen i Roskilde, og der var en perlerække af spændende og inspirerende talks og debatter.

Til vidensfestivalen fortalte Jeppe Svan fra forlaget Økotopia om manifester og om at blive i besværet. Han sluttede sig senere til Signe Vad og Louison Cahen-Fourot til en anderledes og tankevækkende session om degrowth modereret af Laura Horn.

Men måske den vigtigste pointe, der var værd at tage med hjem, blev leveret i en debat om kreativitet og forestillingsevnen med hjerneforsker og digter Pireeni Sundaralingam og performancekunstner Jonas Kjeldgaard Sørensen. Her faldt en kommentar fra moderator Moussa Mchangama med et fast blik ud mod publikum:

“The time for listening with interest is over. We have to take something away and do someting differently.”

Ha’ en skøn grøn uge!

Forrige
Forrige

Uge 41 - ECJ-konference om klimajournalistik, ledende fællesskaber og Kulturnatten

Næste
Næste

Uge 39 - Konference om fossilindustrien, Grasp Festival og klimakalender 2025